lørdag den 7. juli 2012

Man skal ikke tro, man skal vide!

Jeg troede jeg kunne - jeg burde have vidst meget bedre!!!!!

Jeg skaffede et Roskilde Festival armbånd igår! :) Og fik derfor hurtigt pakket en lille taske og gravede gummistøvler og sovepose ud af kælderen. Jeg var i højt humør og samtidig bundnervøs og rystede som et espeløv. Kenni vidste ingenting og jeg allierede mig med min kammerat Phillip, at han skulle gå mig i møde, når jeg kom til indgangen. Jeg har en skøn søster, Julie, som gerne ville køre mig derover og forsikrede, at hvis jeg ikke kunne klare det, så skulle jeg bare ringe og sige jeg ville hjem!

Phillip gik mig i møde og viste mig til lejren! Vi skyndte os, da Kenni lige var gået på wc og det ville være sjovt at sidde der afslappet når han kom gående - det lykkedes - og han blev også glædeligt overrasket. - og virkede samtidig noget uforstående overfor, hvordan pokker det kunne lade side gøre.

Vi sad der en lille time og derefter begav vi os roligt mod festivalpladsen og Kenni viste mig lidt af området så jeg kunne finde tilbage senere. Vi gik over og så på lidt bøger, men intet af interesse! (Fandt en god bog sidste år jeg nu har læst to gange, kunne jo være jeg var heldig igen) Vi mødte derefter den anden halvdel af lejren oppe i pitten foran Orange Scene. The Cult spillede, dog kender jeg ikke deres musik, men der var gang i den og stemningen var god. De andre var meget overraskede over at se mig derinde - dog fik maven mere opmærksomhed end jeg! Hun bliver møgforkælet når hun kommer ud. :)

Vi fik lidt at spise og trissede lidt rundt på må og få, inden Kenni tog på arbejde i BUSBUS kl. 22. Jeg mødtes med de andre til Jack White koncerten og nød hans specielle lyd. Jeg fik det dog dårligt, synes jeg kunne mærke pulsen i hele kroppen, begyndte at svede en del og havde kraftigt brug for at komme ned at sidde, det kan du bare ikke gøre sådan et sted! Så jeg fik sagt til de andre, at jeg ville gå over til Kenni og snakkede med ham - lovede dem jeg ville gå lige derover og skrive en sms så snart jeg var fremme. I did!

Jeg aftalte med Kenni, at jeg ville gå ned til lejren, hente mine ting og tage hjem! Jeg ringede hjem til moar og hun fik aftalt med Julie, at hun ville køre efter 5 minutter og hente mig. Jeg fik kysset Kenni farvel og begav mig mutters alene mod område P. Jeg fik fat i nogle "social workers" i område L, de ville meget gerne hjælpe mig videre, men havde lige fået en anden opgave, så de ville finde nogle der kunne hjælpe. Jeg blev vist hen til nogle "camping vagter", men de havde desværre ikke tid og jeg opgav at vente, Julie ville jo også pludselig holde ved indgangen, og hun skulle ikke vente for længe. Allerede nu, var der gået mere end 30 minutter og jeg var ikke nået længere end tårnet i L. Jeg valgte at gå videre, søgte efter alle de guidelines jeg kunne bruge for at komme tilbage. Men at gå der i daglys og i modsatte retning, kontra gå der i mørke, tæt tåge og se det hele fra modsatte side, det er ikke nemt. Jeg fandt de lokummer, som vi havde besøgt tidligere og kunne pludselig se et blinkende campingskilt længere fremme. Jeg takker diodelygter for at kunne lyse sig igennem tåge og guide mig i den rigtige retning og jeg takker Kenni for, at han valgte at peje skiltet ud og sagde lejren lå lige bagved. 5 minutter senere stod jeg i en tom lejr, fandt mine ting og gik forsigtigt gennem mudret op mod indgang Syd.
På hele turen havde tårene stået ud af hovedet på mig, pulsen galoperede i hele kroppen og jeg havde bare lyst til at forsvinde i mørket, så ingen kunne se mig og snakke til mig. Jeg ville ikke have kontakt med nogen, jeg ville bare hjem, jeg ville ind i trygge rammer i bilen, låse døren og bare slappe af! Det lykkedes også til sidst :)
Jeg gik igennem slusen og 50 meter længere henne synes jeg at kunne genkende nogle lygter. Det var Julie, og hun kørte ind på parkeringspladsen, som jeg kom gående og det var fantastisk at se nogen man kender og stå i mørket og vide, at nu er man ikke alene mere!

Vi kørte hjem til moar og fik snakket lidt - og grædt, for mit vedkommende! Jeg havde det så dårligt med, at sætte himmel og hav i bevægelse og så bare give op. Men de forsikrede mig om, at det intet gjorde. Jeg fik snakket med Kenni og fik fortalt, at vi var kommet godt hjem og Julie ville køre mig hjem i min egen seng. Den lå jeg i kl. 03 ca. og ventede faktisk på Kenni havde fri kl. 04 og ville ringe til mig. Jeg havde desværre sat telefonen på lydløs og hørte ikke han ringede. Jeg fik dog snakket med ham her til formiddag og fik fortalt, at det hele gik godt alligevel. Han var glad for jeg havde været forbi, også selvom det var så få timer. Vi aftalte, at jeg måske imorgen tager over og hører Magtens Korridorer med ham kl. 15 og derefter kører vi hjem og nyder hinanden og stilheden. Håber ALDRIG jeg skal være fra ham igen, selvom jeg dog tror det på sin vis har gjort vores forhold stærkere, da vi har fået noget vi ikke havde før. Som om vi har genfundet lidt tabt forelskelses et sted og virkelig finde ud af, hvor meget vi betyder for hinanden.

Jeg ved nu, at jeg ikke er bygget til at tage på festival og være der hele natten. Jeg har det meget bedre i min egen seng og med en stol i baghånden. Klog på skade gør jeg det ikke igen, det lover jeg! - kun indtil næste gang, hvor jeg ikke er gravid og Lillepigen er stor nok til at blive passet ;)